Fortælletime

Det levende ord...

Vi har holdt fast i traditionen med sang og fortælling hver dag, fordi vi tror på værdien af det som Grundtvig kaldte ”Det levende ord” – nemlig det at man som erfarent menneske videregiver sine livserfaringer til mindre livserfarne unge mennesker gennem fortælling frem for ”bare” undervisning. Alle lærere har mindst en fortælletime i løbet af året, og nogle har mange - afhængig af hvad man har på hjerte, og hvilke erfaringer man gerne vil dele.

Udover at dele personlige erfaringer tager vi ofte aktuelle problemstillinger op, og så snakker vi i vores fortælletimer ofte også om filosofi, moral og etik, og vi sætter tingene i et historisk perspektiv, så vi bedre kan forstå, hvordan vi er kommet dertil, hvor vi er i dag – så vi bedre kan bestemme, hvor det er vi gerne vil hen, og hvad vores bidrag til vores fælles samfund skal være.

Et efterskoleophold skulle netop gerne give et godt fundament for resten af livet. Selvom vi langtfra kan lære jer alt om livet og hvordan jeres liv skal leves - for det er jo med Søren Kierkegaards ord nu en gang sådan at "Livet leves forlæns men forstås baglæns" - så kan vi forhåbentlig hjælpe jer godt på vej og hjælpe jer med at finde retning og mening i jeres liv :)

Måske skulle du også læse